Menu

Træner Mølby tilfreds med efteråret

image KB's bedste kamp i efteråret var hjemme mod Varde, mener træner Torben Mølby. Her jubler Abud Zanka, Fiton Durguti og Jonas Raunsbæk over en af Fitons tre mål i kampen, der blev vundet 3-0. Foto: Orla Lund
Af Carsten B. Grubach
10. november 2016 kl. 14:37
DS-holdet kan rykke op på fjerdepladsen med sejr i Esbjerg

Det har været op og ned. Der har været serier med manglende sejre, men også serier uden nederlag. Går Kolding Boldklubs Danmarksseriehold lørdag fra banen efter årets sidste turneringskamp på udebane mod Esbjerg fB uden at have tabt, har holdet spillet fire kampe i træk uden nederlag. Vindes kampen, kan KB rykke op på fjerdepladsen, og det er selvfølgelig målet. – Ser jeg overordnet på det, er jeg tilfreds med efteråret, siger KB-træner Torben Mølby.

– Der er kampe, som vi burde have vundet, for eksempel mod B 1913, Oure og Højfyn, men der er også kampe, hvor vi har været heldige med at vinde – det var vi i Sønderborg og i Varde. Den bedste kamp, vi har spillet i efteråret, var faktisk den første hjemme mod Varde, hvor vi vandt 3-0. Det er lidt paradoksalt, at vi har fået en del point på det seneste, hvor vi har haft så mange skader, siger KB-træneren, der mod Esbjerg fB i forhold til sidste uges sejr i Fredericia må undvære Dennis Johansen og Jimmi Melsen, der begge er skadet, og Nikolaj Døj, der er taget på ferie.

– Kampen mod Esbjerg fB er udsat, så nogle af spillerne havde allerede booket ferie. Vi spillede jo 0-0 mod Esbjerg fB hjemme og skal især passe på ved standardsituationer, advarer Mølby, som giver comeback til Christian Wogensen, der er vendt tilbage fra Aalborg og måske også er klar til at spille for KB i foråret. Her forventes Kenneth Larsen tilbage efter sin skade. – Kan vi så få to-tre spillere på andre pladser, begynder det at ligne noget. Så kan vi måske gå efter tredjepladsen, for de to øverste pladser tager Tarup-Paarup og Ringkøbing sig af, mener KB-træneren. Han har udtaget følgende trup til årets sidste kamp i Esbjerg:

Michael Ravn, Filip Bekic, Kenneth Petersen, Anders Hansen, Jonas Raunsbæk, Kristian Kirkegaard, Fiton Durguti, Abud Zanka, Kerim Rebronja, Mirel Dedeic, Martin Engels, Søren Iversen, Nassim Bendaoud og Christian Wogensen.

 

 

Luk