Menu

Snart sidste frist for tilmelding til KB's store skoleturnering

image KB er igen klar til at arrangere skolefodboldturneringen Smurfit Kappa Cup.
03. maj 2016 kl. 09:11
100 hold ventes til den store klassefest på Mosevej i weekenden 18.-19. juni.

700-800 elever fra Kolding Kommune spiller skolefodbold og skaber hvert år en festlig stemning på Mosevej i en weekend i juni. Og der kommer masser af forældre, søskende og andre pårørende og kigger på. Smurfit Kappa Cup, skoleturneringen 2016, som arrangeres af Kolding Boldklub, er en sjov måde at slutte skoleåret af på. Her kan eleverne have en forrygende dag med klassekammeraterne og de mange pårørende, der ser til på sidelinjen. Det skaber en rigtig god stemning.

Det er lige i stævnets ånd, da det sociale og atmosfæren omkring kampene vægtes højt, så der er mulighed for, at alle elever og skoler i Kolding kan deltage og være en del af denne "store klassefest".Sidste frist for tilmelding til årets stævne lørdag 18. og søndag 19. juni, er fredag 13. maj. Jo før klasserne tilmelder sig på klubbens hjemmeside www.kolding-boldklub.dk under Smurfit Kappa Cup, jo hurtigere kan KB få styr på stævnet og sende kampprogrammet ud.

Med flere end 100 tilmeldte hold og mange aktive børn, der næsten alle har familien med, skal der nok komme gang i den, både på sidelinjen og på banen, og hvis ellers vejret arter sig bare nogenlunde, er der igen lagt op til en stor fodboldfest på Mosevej.

I KB er meget opmærksom på de parkeringsproblemer, der kan opstå ved så mange deltagere i stævnet. Vi vil derfor sætte ekstra folk på og opfordrer deltagerne til at tage cyklen og respektere skiltningen. Alle kampene bliver dømt af frivillige fra KB. Stævnet kræver mange frivillige hjælpere lige fra dommere, sælgere af slik, is og pølser, styringen af stævnekontor, resultatindsamlere osv.

Luk