Positiv KB-indsats trods nederlag

Anders Hansen, spændende tilgang fra Sønderborg, den blot 17-årige målmand Frederik Scheel og forsvarskrumtappen Kenneth Peetrsen var alle lige kommet hjem fra ferie, da Kolding Boldklubs Danmarksseriehold lørdag spillede træningskamp i Bredebro mod det nyoprykkede 2. divisionshold FC Sydvest. Sønderjyderne vandt kampen 2-0 på to træffere før pausen.
Alligevel var KB-træner Torben Mølby godt tilfreds med indsatsen. – Vi mangler stadig en del spillere, og vi har jo også mistet en del, men jeg synes, at vi klarede det fint mod de fysisk stærke Sydvest-spillere, så på mange måder var det en godkendt indsats. Vi prøvede et nyt system, 3-5-2, og havde Abud Zanka og Jimmi Melsen i front. Der er et stykke vej endnu, men vi fik nogle meter i benene, og det var imponerende at se, at Kenneth Petersen kunne spille 90 minutter, selv om han lige var kommet hjem fra ferie.
KB spiller sin sidste træningskamp fredag kl. 19.00 mod Varde, inden netop Varde bliver sæsonens første modstander på Mosevej fredag 5. august kl. 19.00.