Klar til jubilæumsfest - to flotte gaver

Kære medlem af Kolding Boldklub!
På lørdag går det løs med klubbens 100 år jubilæumsfest fra tidlig morgen til sen aften. Vi håber, at så mange KB’ere som muligt møder op klokken 8.00 klar til at gå i optog til Mosevej Sportsplads, hvor der vil være aktiviteter hele dagen. KB’ere strømmer til fra nær og fjern, en kommer endda helt fra Australien, og tidligere landstræner Sepp Piontek og et veteranhold fra Spanien er med ved aftenens fest.
Programmet for jubilæet kan ses i Café Mosen, på denne hjemmeside og i Ugeavisen Kolding, hvor der i denne uge er et tillæg om KB’s jubilæum. Så skynd dig at få fat i avisen, før din nabo snupper den…
Allerede før festen på lørdag og selve jubilæet i næste måned har KB fået fornemme gaver. Vi har aftalt med Gældsstyrelsen, at vi ved nu at betale de 200.000 kroner, som Pierre Legarth fra Pierre Ejendomme A/S har støttet klubben med, kan slippe med at betale 300.000 kroner, så når Kolding Kommune som aftalt har ydet sit bidrag på 100.000 kroner 15. januar næste år, er KB gældfri.
Glenn Riis var i 1988 den første spiller, KB tjente penge på, da han blev solgt til OB. 30.000 kroner fik KB dengang, og Glenn Riis er stadig så blå, at han via sit firma Riis Ejendomme ApS har givet KB 25.000 kroner i jubilæumsgave. Fornemt, Glenn, dem takker vi for!
En fremtrædende erhvervsmand med lokale rødder har også ønsket at støtte byens klub med 25.000 kroner i jubilæumsgave. Han ønsker at være anonym. Også en stor tak fra KB til ham. Nu får vi midler til videreudvikling af vores dejlige 100 år gamle klub!
Vi ses på lørdag
På bestyrelsens vegne
Carsten B. Grubach, formand
I KB er vi til for hinanden