Kim og Jan er nye i bestyrelsen

Spørg ikke, hvad KB kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for KB. Det sagde KB-formand Allan Johansen på efterårets ekstraordinære generalforsamling, hvor klubben bl.a. søgte et par nye bestyrelsesmedlemmer. Det lykkedes desværre ikke på selve generalforsamlingen, men bagefter meldte Kim Ørsted Nielsen sig og sagde, at han var parat til at hjælpe bestyrelsen. Han er derefter indtrådt i bestyrelsen uden at være blevet valgt og har påtaget sig at arbejde med pigeungdomsafdelingen.
Kim er 53 år og har været medlem af KB, siden han var seks år. Hans farfar, Aage Ørsted Nielsen, var med til at grundlægge KB, og hans far, Bent, spillede i klubben i mange år. Kim fik i 80’rne to førsteholdskampe i Danmarksserien og stoppede med at spille for tre år siden.
Jan Jezewski Jensen, der som suppleant er trådt ind i bestyrelsen efter Tom Vaabens utidige afgang, er derimod stadig aktiv i veteranafdelingen. Jan, der har 285 førsteholdskampe i klubben på sit cv og bl.a. er kendt som både dommer og buschauffør for KoldingQ og KB, er nu med i bestyrelsen for tredje gang. Jans primære opgave i bestyrelsen bliver kontakten til drengeungdomsafdelingen.