KB på fjerdepladsen efter storsejr

De første 15-20 minutter var meget lige, da KB’s DS-hold gæstede Kalundborg. Så sendte Thomas Gormsen en bold ind i hovedet på Kenneth Larsen, og KB førte 1-0. – Det tippede kampen, Kalundborg, som kun har fået et point i år, faldt helt sammen, så vi kunne score lidt efter til 2-0, da Thomas Gormsen nettede efter et frisparksindlæg, fortæller KB-træner Torben Mølby, der kan melde om en triumf på 5-1 i en kamp på en dårlig bane, om spillemæssige mangler hos KB, men taktisk disciplin, som gav den store sejr og bunker af selvtillid.
KB’s DS-hold er nu på fjerdepladsen i rækken, men på grund af ny turneringsform stadig i nedrykningsfare. Det kan man så grine eller græde over, men KB er i hvert fald på rette vej. – Thomas Gormsen scorede til 3-0 lige inden pausen, da Kenneth Larsen vippede bolden over målmanden, så Jonas Spornberger kunne spille Gormsen fri, og så skulle vi bare have anden halvleg til at gå, fortæller Torben Mølby. Han roser Kenneth Larsen, der har gjort en stor forskel i de to seneste kampe. En træt Larsen blev skiftet ud et kvarter før tid, og så blev Fiton Durguti lagt i front. Det kvitterede han for med to scoringer, mens Kalundborg fik pyntet på resultatet ved stillingen 4-0.