KB-optimisme før mødet med formstærke Varde

Lørdag går turen til Varde, vi mødte hinanden i sæsonens første kamp, som vi vandt med 3-0 på et hattrick af Fiton Durguti, men der er løbet meget vand i åen siden, så realiteterne er, at Varde er tophold mens vi ligger i bunden. Jeg skrev inden sæsonstart, at Varde var et top 3 hold, og det har det også bevist indtil videre. Varde er ubesejret i de seneste syv kampe og har fire sejre i træk. Målscoren er 17-4 i de syv kampe, så det er et ungt hold med vind i sejlene, vi møder, et hold, der bærer præg af, at det har spillet sammen i sidste sæson og også havde et flot forår.
Hvis vi kigger på os selv, så afspejlede torsdagens træning pt. vores situation meget godt. Da fik vi yderligere to spillere skadet, begge med forstuvninger. Begge spillere skulle have været med til Varde, men ser vi bort fra skaderne, så er vi i trænerteamet enormt tilfreds med vores trup. Spillerne træner rigtigt godt. Trods resultaterne er humøret højt og vi nyder at arbejde med spillerne, så nu håber vi selvfølgelig, at heldet vender, da spillet i de seneste kampe absolut har været godkendt.
Hvis man kigger isoleret på vores resultater, så kan man måske godt undre sig over vores fortsatte optimisme, men eksempelvis så var der i startopstillingen til kampen mod Ringkøbing en enkelt spiller (Martin Engels) som spillede fast i foråret. Resten er enten nye, kommet op fra Serie 1 eller var skadede det meste af foråret, så det er klart, at vi er udfordret på rutinen.
Til weekenden er følgende spillere ude: Sander Skovly, Silas Hausmann, Alexander Outzen, Niki Lushaj, Fiton Durguti samt langtidsskadede Kenneth Larsen.
Følgende 15 spillere er udtaget, da vi har en enkel,t som skal testes, inden vi beslutter, om han er klar til kamp:
Michael Ravn, Martin Engels, Anders Hansen, Filip Bekic, Kenneth Petersen, Thomas Lykke Rasmussen, Dennis Johansen, Nikolaj Døj, Anders Hornbæk, Kristian Kirkegaard, Abud Zanka, Emil Raarup, Jimmi Melsen, Tommy Rønning og Jonas Raunsbæk.