Menu

KB fik luft til bunden

image Jonas Raunsbæk sendte med sin scoring KB på sejrskurs i Sønderborg. Foto. Ludvig Dittmann
Af Carsten B. Grubach
22. oktober 2016 kl. 22:01
Tiltrængt sejr til DS-holdet i Sønderborg

Med et helt hold uden for af forskellige årsager var det med bange anelser, at Kolding Boldklubs Danmarksseriehold tog til Als for møde bundholdet FC Sønderborg. Det blev heldigvis ved de bange anelser, for KB vandt 2-0, fik skabt luft til bunden og tanket en god portion selvtillid til de kommende opgør mod Esbjerg fB og Fredericia fF, to hold, KB også kan måle med sig sportsligt.

Den rutinerede midtbanestyrmand Jonas Raunsbæk bragte KB foran efter 20 minutters spil på et flot skud, der ramte stolpen og gik i mål. Sønderborg var farlig ved dødbolde og pressede derefter voldsomt for en udligning, men tættere på end et skud på stolpen og et på overliggeren efter pausen kom bundholdet ikke i en meget uskøn kamp uden ret meget poleret fodboldspil.

KB satsede på omstillinger. Og det var netop en omstilling, der afgjorde kampen, da Abud Zanka slap fri i overtiden og serverede bolden for fødderne af indskiftede Fiton Durguti, som satte foden på til sin sjette sæsonscoring.

KB skiftede i det 64. minut Mirel Dedeic ud med Fiton Durguti, og i det 83. minut blev Jimmi Melsen, der havde haft en stor hovedstødschance, erstattet af Kerim Rebronja. Der var advarsler til målscorer Jonas Raunsbæk og målmand Michael Ravn, der trods det gule kort kunne glæde sig over at have holdt nullet i endnu en kamp.

Luk