Menu

Henning er frivillig i KB – hvad er du?

image Henning Møller har altid været glad for at komme i KB på grund af klubånden.
Af Carsten B. Grubach
09. februar 2016 kl. 14:15

Han var væk fra Kolding i 14 år. Men da Henning Møller flyttede tilbage til byen efter at have boet i Gram i Sønderjylland, var han ikke et sekund i tvivl: Han ville op på Mosevej Sportsplads og være frivillig i Kolding Boldklub. – Jeg kom i KB for mange år siden, fordi jeg havde en knægt, der spillede i klubben. Jeg var så træner i nogle år, inden jeg flyttede, fortæller Henning, der i dag er 66 år og førtidspensionist. – Jeg har altid været glad for at komme i klubben, hvor der nok er noget af det, man med et lidt gammeldags udtryk kalder klubånd. Det er hyggeligt at komme her, og man møder en masse mennesker.

Henning er i klubben tre-fire dage om ugen både formiddag og aften. Han følger DS-holdet og Serie 1-holdet både til kamp og træning, og han hjælper til, hvor han kan. – Det kan være alt lige fra at tømme skraldespande til at slå græs og være p-vagt. Og så hjælper jeg også med at vedligeholde kunstgræsbanen, siger Henning, der bor på Dannersvej ikke så langt fra KB. Han kommer frem og tilbage på tre måder: På gåben, på cykel og i bil. En ting er sikkert: Du har først været på Mosevej Sportsplads, når du har mødt Henning, en af de undværlige frivillige, KB lever godt af. Og som klubben godt kan bruge flere af. Vil du gerne være frivillig hjælper i KB, så kontakt et medlem af bestyrelsen. Kontaktdata finder du øverst til højre på hjemmesiden.

  

 

Luk