Menu

Forsvarskiks blev dyre for de blå

image KB's driblestærke Alen Merusic i kamp med en FC Sydvest-spiller.
19. august 2022 kl. 21:39
KB tabte 1-2 til Sydvest efter en lige kamp.

Første halvleg var for hjemmeholdet i den grad godkendt, da Kolding Boldklub havde besøg af FC Sydvest i Jyllandsserien 1.

Indstillingen var i top, glemt var 0-4 nederlaget til Kolding IF’s divisionsreserver midt på ugen, og KB kom bedst ud af en jævnbyrdig og generelt chancefattig halvleg.

Anfører Martin Riis headede fire minutter før pausefløjtet bolden i nettet efter et hjørnespark, og så kunne KB’erne endelig nyde godt af lidt medvind.

Den blev desværre hurtigt til modvind i anden halvleg. FC Sydvest udnyttede to fæle forsvarskiks af de blå og kunne dermed rejse hjem til Sønderjylland med tre points og en 2-1 sejr.

Først dummede KB’erne sig seks minutter inde i halvlegen ved at gå for langt frem, så FC Sydvest pludselig var i en fire mod to situation, så to mand nærmest stod i kø for at passere Jens Larsen i KB-målet.

Sønderjyderne var med deres høje spillere farlige ved dødbolde, men fik midt i halvlegen hjælp af KB-målmanden, der tabte et indlæg efter et hjørnespark, og det banede vejen for KB’s fjerde nederlag i træk i dette efterår. Og tre af dem kunne med større forsvarsdisciplin have været undgået.

KB pressede på til sidst. Kampånden fejlede ikke noget. Det gjorde præcisionen til gengæld. Surt show for de blå, der spillemæssigt fulgte med, men var for gavmilde bagude og for uskarpe i front.

Anfører og målscorer Martin Riis blev fortjent kåret som kampens KB-spiller af publikum. Han gik foran som et eksempel på, at der nok skal være point forude for KB, hvis man fighter for det.                 

Luk