DS-holdet dummede sig i overtiden

Abud Zanka slap fri i venstre side og sendte bolden ind over. Indskiftede Emil Raarup satte foden på, og så var Kolding Boldklub foran 1-0. Da var der spillet 82. minutter af DS-kampen i Vissenbjerg mod SSV Højfyn, og så lignede det en svineheldig KB-sejr. Målmand Michael Ravn havde i absolut topform med tre klasseredninger indtil da holdt KB inde i kampen, og når han ikke reddede, hjalp overliggeren ham i første halvleg, hvor han med rette skældte ud på sine holdkammerater. – Kom nu gutter, råbte han, så det kunne høres helt til Odense, for spillerne i marken tog alt for let på opgaven og var alt for løse i markeringerne af de fysisk stærke, men teknisk underlegne fynboer.
Abud Zanka havde inden scoringen haft en friløber, som han brændte, og bedst, som man troede, at KB havde styr på sagerne, vendte kampen på hovedet. To dumme mål på et minut i dommerens noget lange overtid gav de viljestærke fynboer en sejr, man ikke kunne kalde ufortjent. Og som KB’er følte man med Michael Ravn, der var sit holds bedste og alligevel måtte se sig passeret to gange til sidst.
240 plus børn og hunde, som speakeren så malende sagde det, så en kamp, der blev en lærestreg for KB-spillerne, der skal være klar til sidste fløjt. Det var de ikke mod Højfyn, og det gav et nederlag på 1-2 og kostede tre point. KB skiftede efter pausen Fiton Durguti, Jonas Raunsbæk og Dennis Johansen ud med Emil Raarup, Silas Hausmann og Filip Bekic.