19-årigt talent lyste op

Store chancer og endda et straffespark blev brændt, da Kolding Boldklub tabte træningskampen på Mosevej til DS-kollegerne fra Varde med 0-2. Men kampen vil ikke så meget blive husket for de fæle afbrændere og Abud Zankas smørbløde straffespark, som Vardemålmanden ikke havde de store problemer med at klare. Den vil heller ikke blive husket for de to alt for nemme hovedstødsmål, Varde, som KB indleder turneringen mod på Mosevej på fredag, scorede i begge halvlege.
Næ, kampen vil blive husket for den 19-årige Kristian Kirkegaards optræden på KB’s midtbane. Stortalentet, der har en fortid i Vejle Boldklub, spillede prøvekamp for KB, og han opførte sig, som om han ejede hele baneanlægget på Mosevej. Teknisk velfunderet, løbestærk, god placeringsevne og forbløffende stærk i nærkampene, selv om han fysisk slet ikke matchede sine noget ældre modspillere. Eneste manko: Manglende målfarlighed, og den evne savnede hans medspillere desværre også, så det blev ved nærved og næsten i en kamp, hvor KB spillemæssigt var bedre end de mere effektive modstandere. Kristian Kirkegaard er nu gået i tænkeboks og vil i løbet af et par dage meddele KB-træner Torben Mølby, om han er klar til at tage en tørn på DS-holdet. Siger han ja, vil han være en klar forstærkning.
På KB’s hold, der på grund af skader og ferie manglede Fiton Durguti, Kenneth Larsen og Thomas Lykke Rasmussen, spillede følgende 11 fra start: Michael Ravn, Anders Hansen, Martin Engels, Kenneth Petersen, Alexander Outzen, Nicolai Døj, Kristian Kirkegaard, Jonas Raunsbæk, Silas Hausmann, Dennis Johansen og Abud Zanka.