11 er væk, seks er nye

Fredag kl. 19 starter turneringen atter. På besøg kommer Varde, som vi har set en del til på det seneste. Det er vores tredje møde på syv uger, og efter nederlag i begge foregående kampe håber vi denne gang på bedre held.
I vores række er der nu 10 hold. Vi skal møde hinanden tre gange, så vi ender på 27 kampe. Vi har 14 hjemmekampe og 13 udekampe. Nu rykker nr. 1 op. Med hensyn til nedrykning afhænger det endnu engang af hvilke hold, der geografisk rykker ud af 2. division. Så desværre er der heller ikke denne gang lykkedes DBU at lave en turnering, hvor vi kender antallet af nedrykkere fra starten på turneringen, men sikkert er det, at der rykker et-tre hold ned fra vores række.
Varde endte i sidste sæson lige over os. Da klubben har beholdt stort set samme hold, tror jeg, at de ender i top tre. Varde er godt sammenspillet med masser af unge mennesker, som er dygtige tekniske og løbevillige, og med et par snu trænere på bænken bliver det spændende at følge dem.
Hvis vi kigger på os selv, så er der sket store ændringer i løbet af sommeren. I sidste uge fortalte vi om 10 afgange, men i ugens løb har Nikolaj Zederkof også forladt os, så vi ender med, at hele 11 spillere fra forårets trup er væk. Heldigvis er der dukket lidt nyt op. Der er seks nye ansigter at præsentere. Der er kommet to nye keepere til, Michael Ravn, som tidligere som vogtet målet for os er tilbage, og Sander Skovly, som er flyttet til byen og senest har stået for KRFK i Fynsserien. Han er netop blevet senior, så der er et kæmpe potentiale i vores målmænd, da vi stadigvæk har Frederik Scheel som netop er blevet U19 spiller. Vi har nu tre dygtige målmænd på 21, 19 og 17 år.
I defensiven er Anders Hansen kommet til fra Sønderborg - han har fået job i byen og er med sin rutine en meget vigtig brik på vores hold, og ny her er også Kevin Ludemann, som har gået på sportscollege i Thisted og er bosiddende i Jelling. Han er lige blevet senior.
Til midtbanen er Kristian Kirkegaard kommet til fra Vejles U19, en meget spændende spiller, som har potentialet til at drive det vidt.
Sidste nye mand til angrebet er Jimmi Melsen, som er vendt tilbage til klubben efter en sæson i Christiansfeld.
Så der er ingen tvivl om, at vi er udfordret inden sæsonstart, men vi er superglade for vores nuværende trup og håber at undgå for mange skader i efteråret. Det er glædeligt, at der kommer flere og flere lokale spillere. Nogle af klubbens egne spillere, som har spillet meget på Serie 1, får nu deres chance for at bevise de kan klare sig på højere niveau. Vi må heller ikke glemme, at vores U19 hold også har flere interessante spillere, så nu er det bare op til spillerne at bevise hvilket niveau, vi har på sigt.
Til kampen fredag aften er følgende spillere ikke til rådighed fra truppen: Alexander Outzen, Jimmi Melsen og Kenneth Larsen. Det betyder, at følgende spillere er udtaget:
Michael Ravn, Anders Hansen, Martin Engels, Kenneth Petersen, Nicolai Døj, Jonas Raunsbæk, Thomas Lykke Rasmussen, Dennis Johansen, Silas Hausmann, Kristian Kirkegaard, Abud Zanka, Fiton Durguti, Filip Bekic, Emil Raarup, Kevin Ludemann og Frederik Scheel.