Menu

0-5 i sæsonens svageste kamp

image KB var sjældne gæster ved Tarup-Paarups mål og fik da heller ikke bolden i nettet.
Af Carsten B. Grubach
16. april 2016 kl. 17:49
KB’s DS-hold i opløsning til sidst

Intet. Absolut intet lykkedes for KB’s DS-hold i hjemmekampen mod Tarup-Paarup. En strid sidevind gjorde det stort set umuligt at spille poleret fodbold, men det var de formstærke fynboer, der med direkte spil slap bedst fra det mod et KB-hold, som aldrig fik midtbanespillet til at glide og dermed tabte hele 0-5. Efter noget, der lignede et regulært sammenbrud til sidst.

Morten Nielsen indledte efter 18 minutter en på alle måder kikset KB-dag, da han missede en tilbagelægning, så Tarup-Paarups Mathias Kristensen kunne løbe helt alene mod mål og score fladt. KB var helt og aldeles ufarlig, ikke engang ved dødbolde formåede holdet at true det fynske mål. Anden halvleg blev indledt med et massivt KB-pres, der fadede ud med den tiltagende vind. Og så kunne Tarup-Paarup slå kontra efter en times spil, da Anders Fønss slap fri på midten og let kunne score til 2-0. Inden da havde KB mistet en skadet Sebastian Spornberger, der blev erstattet af Dennis Johansen. Topscorer Kenneth Larsen fik sæsondebut midt i anden halvleg, da han blev skiftet ind i stedet for Jeppe Brædder, der lige som det øvrige KB-hold intet, absolut intet havde fået ud af kampen. Larsen kunne da heller ikke gøre nogen forskel. Det kunne Andreas Hansen, Kasper Madsen og igen Andreas Hansen, da de i det 80., 89. og i overtiden sikrede en fortjent, men dog lidt for stor fynsk sejr mod et KB-hold, der skal oppe sig gevaldigt, hvis det skal undgå nedrykning. Det kan kun blive bedre, når Marstal/Rise kommer på besøg på Mosevej næste lørdag.

Luk